Al-A'raaf

Al-A'raaf
Makkan
I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.
(1) Alif Lâm Mîm Sâd (Jeg er Allah, den Alvidende, den Sanddru).
(2) (Denne Qur’ân) er en (strålende) bog, som er åbenbaret dig. Lad der da ikke være nogen hindring for den i dit bryst, at du med den må advare (om den kommende straf), og (at den må) være en formaning for de troende.
(3) Følg det, som er åbenbaret jer fra jeres Herre, og følg ikke andre beskyttere end Ham. Hvor lidet tænker I jer om?
(4) Hvor mangen en by har Vi ikke ødelagt. Og Vores straf kom til dem om natten, eller når de sov til middag.
(5) Og deres råb var, når Vores straf kom til dem, ene og alene at de udbrød: Vi var visselig uretfærdige.
(6) Vi vil da visselig udspørge dem, til hvem sendebudene kom, og Vi vil visselig udspørge sendebudene.
(7) Da vil Vi visselig fortælle dem (om deres gerninger) med (fuldkommen) viden, og Vi var aldrig fraværende.
(8) Og vejningen (af alle gerninger) på denne dag vil være sand, og de, hvis vægtskåle vil være tunge, vil være dem, der skal fuldkommengøres.
(9) Og de, hvis vægtskåle vil være lette, vil være dem, der har mistet sig selv, fordi de plejede at være uretfærdige mod Vore tegn.
(10) Og Vi har visselig befæstet jer på jorden og skænket jer (alt til) livets underhold på den. Hvor er I lidet taknemmelige.
(11) Og Vi har visselig skabt jer og derpå givet jer form. Og derpå sagde Vi til englene: Vær Adam undergivne. Og de underkastede sig, men Iblîs (gjorde det ikke). Han ville ikke være blandt dem, der underkastede sig.
(12) (Gud) sagde: Hvad forhindrede dig i at underkaste dig, da Jeg befalet dig (det)? Han sagde: Jeg er bedre end ham. Du har skabt mig af ild, medens Du skabt ham af ler.
(13) (Gud) sagde: Gå da bort herfra, thi det er dig ikke tilladt at hovmode dig her. Gå da ud, thi du skal visselig være blandt de ydmygede.
(14) Han sagde: Giv mig udsættelse til den dag, de oprejses.
(15) (Gud) sagde: Di skal visselig være blandt dem, der har fået udsættelse.
(16) Han sagde: Fordi Du har dømt mig som vildfarende, så vil jeg visselig ligge i baghold efter dem på Din rette vej.
(17) Da vil jeg visselig komme over dem forfra og bagfra og fra deres højre og fra deres venstre side. Og Du vil visselig ikke finde de fleste af dem taknemmelige (mod Dig).
(18) (Gud) sagde: Gå ud herfra, foragtet og fordrevet. Alle, der følger dig iblandt dem – jeg vil Jeg visselig fylde helvede med – alle til hobe.
(19) Og O Adam, bo du og din hustru i haven og spis af det, I lyster, men nærm jer ikke dette træ, så I bliver uretfærdige.
(20) Men Satan hviskede til dem, for at åbenbare det, der var skjult for dem af deres skam, og han sagde: Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive to engle eller blive af dem, der lever evigt.
(21) Og han tilsvor dem, (idet han sagde): Jeg er jer en hengiven rådgiver.
(22) Og han vildledte dem ved bedrag. Og efter at de havde smagt af træet, blev deres skam åbenbar for dem, og de begyndt at skjule sig med havens løv. Og deres Herre kaldte dem, (idet Han sagde): Forbød Jeg jer ikke dette træ og sagde til jer: Satan er jer visselig en åbenbar fjende.
(23) De sagde: Vor Herre, vi har handlet uret mod os selv, og hvis Du ikke tilgiver os og har barmhjertighed med os, så vil vi visselig være blandt de fortabte.
(24) Han sagde: Gå bort som hinandens fjender, og på jorden skal der være et opholdssted et livsunderhold for jer for en tid.
(25) Han sagde: Der skal I leve og der skal I dø, og derfra skal I oprejses.
(26) O Adams børn, Vi har visselig sendt jer en klædning, som kan dække jeres skam, og (som tjener jer) til prydelse. Men retfærdighedens klædning er den bedste. Dette er (et) af Allahs tegn, for at de skal ihukomme (det).
(27) O Adams børn, lad ikke Satan friste jer, ligesom han bragte jeres forældre ud af haven, idet han fratog dem deres klædning, så at han kunne åbenbare dem deres skam. Han ser jer visselig, han og hans stamme, hvorfra I ikke ser dem. Vi har visselig gjort satanerne til venner af dem, som ikke tror.
(28) Og når de øver noget skændigt, så siger de: Vi fandt vore fædre handlende således, og Allah har påbudt os det. Sig (til dem): Allah opbyder ikke det skændige. Vil I sige om Allah, hvad I ikke ved?
(29) Sig: Min Herre har påbudt retfærdighed. Og vær sandt opmærksomme på ethvert (tidspunkt eller) sted for tilbedelse, og påkald Ham, idet I er Ham fuldt og helt hengivne i lydighed. Sådanne som Han frembragte jer, skal I vende tilbage.
(30) Nogle har Han retledet, og vildfarelse er med rette blevet andre til del, thi de har taget satanerne til venner i stedet for Allah, og de mener, at de er retledede.
(31) O Adams børn, se til jeres prydelse på ethvert (tidspunkt eller) sted for tilbedelse. Og spis og drik, men overdriv ikke, thi Allah elsker ikke de umådeholdne.
(32) Sig: Hvem har forbudt Allahs prydelse, som Han har frembragt til Sine tjenere, og de gode ting af (Hans) forsyning. Sig: Det er for dem, der tror i dette liv, (og) udelukkende deres på opstandelsens dag. Således fremstiller Vi i enkeltheder tegnene for dem, der har viden.
(33) Sig: Min Herre har kun forbudt de skændige ting, hvad enten de er åbenlyse eller skjulte, og synd og uretmæssig overtrædelse, og at I sætter (nogen eller noget) ved siden af Allah, som Han ingen fuldmagt har åbenbaret for, og at I siger om Allah, hvad I ikke ved.
(34) Og for ethvert folk er der en frist. Når deres frist så er kommet, kan de ikke blive tilbage (så meget som) et øjeblik, ej heller kan de komme før (dens udløb).
(35) O Adams børn, hvornår der end kommer sendebud til jer fra jer selv og beretter jer Mine tegn, så skal der ikke komme (nogen) frygt over dem, der da frygter (Gud) og handler retfærdigt, ej heller skal de sørge.
(36) Men de, der forkaster Vore tegn og vender sig fra dem i hovmod, er ildens indbyggere, hvori de skal forblive (længe).
(37) Hvem er da mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allah, eller forkaster Hans tegn? Deres del af det, der er bestemt, skal nå dem, indtil Vore sendebud siger, når de kommer til dem for at tage deres sjæle: Hvor er de, I påkaldte ved siden af Allah? De vil svare: De er veget fra os. De vil vidne mod sig selv, at de var vantro.
(38) (Gud) vil sige: Gå da ind i ilden blandt folkeslag af djinner og mennesker, som gik bort før jer. Hver gang et folk går ind, vil det forbande sit søsterfolk, indtil, når de alle samme er nået derind, de sidst vil sige om de første: Vor Herre, disse vildledte os, giv dem da en dobbelt straf af ilden. Han vil sige: For enhver skal straffen være mangfoldig, men I forstår det ikke.
(39) Og de første vil sige til de sidste: I har intet fortrin frem for os, smag da straffen, for hvad I plejede at øve.
(40) Sandelig, de, som forkaster Vore tegn og vender sig fra dem i hovmod, for dem skal himlens porte ikke åbnes, ej heller skal de gå ind i haven, førend en kamel går igennem et nåleøje. Således belønner Vi synderne.
(41) De skal have et leje i helvede, og over dem skal der være tæpper (af ild), og således belønner Vi de uretfærdige.
(42) Men de, som tror og handler retfærdigt – Vi bebyrder ingen sjæl over evne – skal være havens beboere, i den skal de forblive.
(43) Og Vi skal fjerne, hvad der er af (gensidigt) nag i deres hjerter. Under dem skal floder strømme, og de skal sige: Al pris tilkommer Allah, som ledte os til dette. Og vi ville ikke have været retledte, hvis Allah ikke havde retledt os. Sandelig bragte vor Herres sendebud sandheden. Der skal siges til dem: Dette er haven, som er blevet givet jer i arv (som belønning) for det, I plejede at øve.
(44) Og havens beboere skal kalde ildens beboere (og sige): Vi har visselig fundet, at det, vor Herre forjættede os, var sandt. Har I (også) fundet, at det, jeres Herre forjættede (jer), var sandt? De vil svare: Ja. Da skal en herold meddele mellem dem: Allahs forbandelse er over de uretfærdige,
(45) Dem, som vendte (andre) bort fra Allahs vej og søgte at gøre den kroget, og de troede ikke på det kommende (liv).
(46) Og mellem dem skal der være en skranke, og på de ophøjede steder skal der være mænd, som kender alle på deres mærker, og de skal tilråbe havens beboere: Fred være med jer. De (tiltalte) er (endnu) ikke trådt ind i den, men de håber (at gøre det).
(47) Og når deres blik vendes mod ildens beboere, siger de: Vor Herre, anbring os ikke sammen med de uretfærdiges folk.
(48) Og beboerne på de ophøjede steder vil kalde mænd, som de kender på deres mærker, og sige: Jeres mængde nyttede jer ikke, ejheller at I var hovmodige.
(49) Er disse de (mennesker), om hvem I svor, at Allah ikke ville nå dem med Sin barmhjertighed)? (Så vil Gud sige til disse mennesker): Gå ind i haven, ingen frygt skal være over jer, ej heller skal I sørge.
(50) Og ildens beboere skal råbe til havens beboere (og sige): Udgyd vand over os eller noget af det, som Allah har forsynet jer med. De vil svare: Sandelig, Allah har forbudt begge dele for de vantro,

(51) Dem, som gjorde deres religion til spørg og skæmt, og hvem dette nærværende liv bedrog. – Idag vil Vi da glemme dem, ligesom de glemte mødet med denne deres dag, og fordi de plejede at fornægte Vore tegn,
(52) Vi har allerede bragt dem en Bog, som Vi har udlagt på alle måder (grundet) på kundskab, (som) en retledning og en barmhjertighed for et folk, som tror.
(53) Mon de venter på andet end opfyldelsen (af advarslerne) deri? På den dag, da opfyldelsen vil komme, skal de, som glemte den før, sige: Vor Herres sendebud har allerede bragt sandheden. Mon vi da vil have nogen forbedere, som vil gå i forbøn for is? Eller vil vi blive sendt tilbage, så vi kan handle anderledes, end vi plejede at handle? – De har allerede mistet deres sjæle, og det, de plejede at opdigte, er veget fra dem.
(54) Sandelig, jeres Herre er Allah, som skabt himlene og jorden i seks tider, og så satte Sig på tronen. Han lader natten dække dagen, idet den hurtigt følger den. Og (Han skabte) solen og månen og stjernerne, (alle) tvunget i tjeneste på Hans bud. Sandelig, Ham tilhørere skabningen og befalingen. Velsignet være Allah, (alle) verdeners Herre.
(55) Påkald jeres Herre i ydmyghed og hemmelighed, thi Han elsker ikke overtræderne.
(56) Og skab ikke ufred på jorden, efter at den er bragt i en tilstand af fred og orden. Og påkald Ham i frygt og håb, thi Allahs barmhjertighed er nær ved dem, der handler godt.
(57) Og det er Ham, der sender vindene med godt nyt foran Sin barmhjertighed, indtil Vi – når de bærer tunge skyer – driver dem til et dødt land, og Vi så sender vand ned derfra og frembringer alle slagt frugt derved. Således bringer Vi de døde frem, for at I må tænke jer om.
(58) Og det gode land – dets planter kommer frem (i overflod) på dets Herres bud – men det, som er dårligt – (dets planter) kommer kun frem (i) ringe (tal); Således fremstiller Vi på mange måder tegnene for et folk, som er taknemmeligt.
(59) Vi sendte visselig Noah til hans folk, og han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen gud undtagen Ham. Jeg frygter i sandhed en stor dags straf for jer.
(60) Hans folks førere sagde: Vi ser dig i sandhed i åbenbar vildfarelse.
(61) Han sagde: O mit folk, der er ingen vildfarelse i mig, men jeg er et sendebud fra alverdens Herre.
(62) Jeg overgiver jer min Herres budskaber, og jeg giver jer et oprigtigt råd, og jeg ved fra Allah, hvad I ikke ved.
(63) Undrer I jer over, at der kommer en formaning til jer fra jeres Herre gennem en mand af jeres egen midte, at han må advare jer, og for at I må være retfærdige, og for at der må vises jer barmhjertighed.
(64) Da forkastede de ham, og Vi reddede ham og dem, der var med ham i skibet, og Vi druknede dem, der forkastede Vore tegn, thi de var et folk af blinde.
(65) Og til ’Âd (sendte Vi) deres broder Hûd. Han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen anden gud end Ham. Vil I da ikke være gudfrygtige?
(66) De vantro førere fra hans folk sagde: Sandelig, vi ser dig (fortabt) i dårskab, og vi mener sandelig, at du er af løgnerne.
(67) Han svarede: O mit folk, der er ingen dårskab i mig, men jeg er et sendebud fra alverdens Herre.
(68) Jeg meddeler jer min Herres budskaber, og jeg er jer en hengiven rådgiver, sanddru.
(69) Undrer I jer over, at en formaning er kommet til jer fra jeres Herre gennem en mand af jeres egne, at han måtte advare jer? Husk, da Vi gjorde jer til efterfølgere (til velsignelserne) efter Noahs folk og øgede jer gavmildt i kropsstyrke, og husk Allahs velgerninger, for at I må fuldkommes.
(70) De svarede: Er du kommet til os, for at vi skal tjene Allah alene og forlade dem, vore fædre plejede at tjene? Bring os da det, du har truet os med, hvis du er en af de sanddru.
(71) Han sagde: Straf og vrede fra jeres Herre er allerede faldet på her. Strides I med mig om navne, som I og jeres fædre har opfundet, (og) som Allah ikke har åbenbaret nogen fuldmagt for. Vent da, jeg er med jer blandt dem, der venter.
(72) Og Vi frelste ham og dem, der var med ham, ved Vores barmhjertighed, og Vi overskar rødderne på dem, der forkastede Vore tegn. Og de troende ikke.
(73) Og til Thamûd (sendte Vi) deres broder Sâlih. Han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen gud undtagen Ham. Der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre. Dette er Allahs hunkamel, et tegn for jer. Lad den da være, at den kan øde på Allahs jord og gør den ikke noget ondt, så at en smertelig straf indhenter jer.
(74) Og husk, da Han gjorde jer til efterfølgere (til velsignelserne) efter ’Âd og anviste jer en bolig i landet, idet I byggede borge på dens slette og hyggede huse ud i bjergene. Husk da Allahs velgerninger og begå ingen overtrædelser i landet, idet I stifter ufred.
(75) De hovmodige førere fra hans folk sagde til dem, der blev anset for svage – til dem af dem, som troede: Ved I (med sikkerhed), at Sâlih er sendt af sin Herre? De svarede: Vi tror visselig på det, som han er blevet sendt med.
(76) De hovmodige svarede: Vi er sandelig vantro med hensyn til det, I tror på.
(77) Så huggede de hasesenen over på hunkamelen og gjorde oprør mod deres Herres befaling, og de sagde: O Sâlih bring os det, du har truet os med, hvis du er et af sendebudene.
(78) Så tog jordskælvet dem, så de om morgenen lå sammenkrøbne i deres huse.
(79) Og (Sâlih) vendte sig fa fra dem og sagde: O mit folk, jeg har allerede meddelt jer min Herres budskab, og jeg hav jer et oprigtigt råd, men I brød jer ikke om oprigtige rådgivere.
(80) Og (Vi sendte) Lot, da han sagde til sit folk: Begår I en skændighed, som ingen i alverden begik før jer?
(81) Sandelig, I går med begær til mænd i stedet for kvinder. Nej, I er et folk, som overskrider (alle) grænser.
(82) Og hans folks svar var kun, at de sagde: Uddriv dem af jeres by, thi de er mennesker, som ønsker at forblive rene.
(83) Da reddede Vi ham og hans familie med undtagelse af hans hustru: hun var af dem, der blev tilbage.
(84) Og Vi lod en regn regne ned over dem. Se da, hvorledes enden blev for synderne.
(85) Og til Midian (sendte Vi) deres broder Sju’aib. Han sagde: O mit folk, tjen Allah, I har ingen anden gud end Ham. Der er visselig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre, giv da fuldt mål og fuld vægt og formindsk ikke folks ting for dem og stift ikke ufred på jorden, efter at den er bragt i en tilstand af fred og orden. Dette er bedre for jer, om I er troende.
(86) Og sid ikke ved enhver vej, idet I truer (mennesker) og søger at vende (dem) bort fra Allahs vej, som tror på Ham, og idet I søger at gøre den kroget. Og husk, da I var få, og Han mangfoldiggjorde jer. Og se, hvorledes enden blev for dem, der stiftede ufred.
(87) Og hvis der er et parti blandt jer, som tror på det, jeg er blevet sendt med, og et parti, som ikke tror, vær da tålmodige, indtil Allah dømmer os imellem. Og Han er den bedste af (alle) dommere.

ADVARSEL:

Her er fortolkningen.