منتديات إنما المؤمنون إخوة (2020 - 2010) The Believers Are Brothers
سم الله الرحمن الرحيم..
مرحباً بكم في منتدى: (إِنَّمَا المُؤْمِنُونَ إِخْوَةٌ) والمنتدى فكرة للتواصل الأخوي إن شاء الله تعالى.. فعندما تمرون من هنا ستعطرون منتدانا.. وبوجودكم معنا ستحلو اللحظات.. وبتسجيل حضوركم ستبتهج الصفحات.
مؤسس ومدير المنتدى/ أحمد لبن.
The name of Allah the Merciful..
Hello to the forum: (The believers are brothers) and the Forum idea to continue the permanent brotherly love between us, if God willing.. When you pass by here Stattron our forum.. and your presence with us Sthlo moments.. and to register your attendance Stptahj pages.
Founder and Director of Forum / Ahmad Laban.

منتديات إنما المؤمنون إخوة (2020 - 2010) The Believers Are Brothers

(إسلامي.. دعوي.. تربوي.. ثقافي.. اجتماعي.. إعلامي.. طبي.. رياضي.. أدبي.. علمي.. تاريخي)
 
الرئيسيةالأحداثالتسجيل

معجزة الإسراء والمعراج :الإسراء بالنبي -صلى الله عليه وسلم- من المسجد الحرام في مكة المكرمة إلي المسجد الأقصى في فلسطين وبجسده الشريف في ليلة واحدة، كان حدثاً فريداً ومعجزة ربانية خَصَّ الله تعالي بها نبيه -صلى الله عليه وسلم-، حتي أن الله تعالي كَلّمَهُ من وراء حجاب دون واسطة بينهما... قال الله تعالي: (سُبْحَانَ الَّذِي أَسْرَى بِعَبْدِهِ لَيْلًا مِنَ الْمَسْجِدِ الْحَرَامِ إِلَى الْمَسْجِدِ الْأَقْصَى الَّذِي بَارَكْنَا حَوْلَهُ لِنُرِيَهُ مِنْ آَيَاتِنَا إِنَّهُ هُوَ السَّمِيعُ الْبَصِيرُ) ولندع سيدنا أنس ابن مالك -رضي الله عنه- يروي لنا المعجزة كما سمعها من النبي -صلى الله عليه وسلم- على هذا العنوان: معجزة الإسراء والمعراج.

فضَّلَ اللهُ مِصْرَ على سائر البلدان، كما فَضَّلَ بعض الناس على بعض والأيام والليالي بعضها على بعض، والفضلُ على ضربين: في دِينٍ أو دُنْيَا، أو فيهما جميعاً، وقد فَضَّلَ اللهُ مِصْرَ وشَهِدَ لها في كتابه بالكَرَمِ وعِظَم المَنزلة وذكرها باسمها وخَصَّهَا دُونَ غيرها، وكَرَّرَ ذِكْرَهَا، وأبَانَ فضلها في آياتٍ تُتْلَى من القرآن العظيم، تُنْبِئُ عن مِصرْ َوأحوالها، وأحوال الأنبياء بها، والأمم الخالية والمُلوك الماضية، والآيات البيِّنات، يشهد لها بذلك القرآنُ، وكفى به شهيداً، ومع ذلك رُوِيَ عن النبي -صلى الله عليه وسلم- في مِصْرَ وفي عَجَمِهَا خاصَّة وذِكْرِهِ لقرابتهِ ورحمهم ومباركته عليهم وعلى بلدهم وحَثِّهِ على بِرِّهِمْ ما لم يُرْو عنه في قوم من العَجَمِ غيرهم، وسنذكرُ ذلك إنٍ شاءَ اللهُ في موضعه مع ما خصَّها اللهُ به من الخِصْبِ والفضلِ وما أنزل فيها من البركات وأخرج منها من الأنبياء والعُلماء والحُكَمَاءِ والخواص والمُلوك والعجائب بما لم يخصص اللهُ به بلداً غيرها، ولا أرضاً سواها... للمزيد اقرأ: فضائل مصر المحروسة

"حسن فتحي: فيلسوف العمارة ومهندس الفقراء" (23 مارس 1900 - 30 نوفمبر 1989) هو معماري مصري بارز، من مواليد مدينة الأسكندرية، وتخرَّج من المهندس خانة (كلية الهندسة حاليًا) بجامعة فؤاد الأول (جامعة القاهرة حاليًا)، اشتهر بطرازه المعماري الفريد الذي استمَدَّ مصادرهُ من العِمَارَة الريفية النوبية المبنية بالطوب اللبن، ومن البيوت والقصور بالقاهرة القديمة في العصرين المملوكي والعثماني، وتُعَدُّ قرية القرنة التي بناها لتقطنها 3200 أسرة جزءاً من تاريخ البناء الشعبي الذي أسَّسَهُ بما يُعرَفُ ب "عمارة الفقراء"...


 

 An-Nisaa

اذهب الى الأسفل 
كاتب الموضوعرسالة
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn
مؤسس ومدير المنتدى
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn

عدد المساهمات : 27351
العمر : 67

An-Nisaa Empty
مُساهمةموضوع: An-Nisaa   An-Nisaa Emptyالسبت 05 يناير 2019, 9:23 am

An-Nisaa
Madinan
I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.
(1) O I mennesker, frygt jeres Herre, som har skabt jer af ét levende væsen, og deraf skabte Han dets modpart [ægtefælle], og Han udbredte (over jorden) fra dem mange mænd og kvinder. Frygt Allah, i hvis navn I beder hinanden om noget og (frygt Ham særligt i jeres pleje af) slægtskabsbåndene, thi Allah er Vægter over jer.
(2) Og giv de faderløse deres ejendom og ombyt ikke det gode med det dårlige, og opæd ikke deres ejendom sammen med jeres (egen) ejendom, thi det er en stor synd.
(3) Og hvis I frygter ikke at kunne handle retfærdigt mod de faderløse, så gift jer med kvinder, som behager jer: to, tre eller fire (ad gangen), og hvis I frygter, at I ikke kan handle ligeligt, så (gift jer kun med) een, eller (med) dem, jeres højrehænder ejer. Dette er den nærmeste vej til at undgå uret.
(4) Og giv kvinderne deres brudegave frivilligt! Men hvis de frivilligt giver afkald på en del deraf, så nyd den med velbehag.
(5) Og gi ikke de svagtbegavede jeres ejendom, som Allah har betroet jer til (jeres og deres) underhold, men underhold dem dermed og klæd dem og tal til dem et passende ord.
(6) Og prøv de faderløse, når de har nået den giftefærdige alder! Hvis I da finder forstandighed i dem, så giv dem deres ejendom tilbage. Og fortær den ikke med ødselhed og i hast, fordi de vokser til. Og den, der er rig, skal afholde sig (helt derfra). Og den, der er fattig, skal fortære deraf med rimelighed. Og når I giver dem deres ejendom tilbage, så tag vidner i deres nærvær. Og Allah er tilstrækkelig til (at holde) regnskab.
(7) Mænd tilkommer en del af, hvad forældre og slægtninge efterlader sig, og (også) kvinder tilkommer en del af, hvad forældre og slægtninge efterlader sig, hvadenten det er lidet eller meget – en fastsat del.
(8) Og når (andre) slægtninge og forældreløse og fattige er tilstede ved arvedelingen, så forsyn dem deraf og tal et passende ord til dem.
(9) Og de skal frygte Allah, de, som ville nære frygt for deres (afkoms) skyld, om de selv skulle efterlade sig svagt afkom, og lad dem tale et ret og rimeligt ord.
(10) Sandelig, de som opæder forældreløses ejendom med urette, de fylder kun deres buge med ild, og de skal brænde i den flammende (ild).
(11) Allah pålægger jer, hvad jeres børn angår: til en dreng så meget som to pigers andel, men hvis der er piger over (tallet) to, så skal de have to tredjedele af, hvad den (afdøde) efterlader sig. Er der kun een, så skal hun have halvdelen. Og til forældrene, til hver af dem, skal der være en sjettedel af, hvad den (afdøde) efterlader sig, hvis han har afkom. Og hvis han ikke har afkom, så arver hans forældre ham, og hans moder får en tredjedel. Men hvis han har brødre [søskende], så får hans moder en sjettedel, efter (fradrag for) testamente, som han måtte have opstillet, eller gæld. Jeres forældre og jeres børn – I ved ikke, hvem der står jer nærmest i nytte. (Dette er) en forordning fra Allah, thi Allah er Alvidende, Alviis.
(12) Og I skal have halvdelen af, hvad jeres hustruer efterlader sig, hvis de ikke har afkom. Og hvis de har afkom, så skal I have en fjerdedel af, hvad de efterlader sig, efter (fradrag for) testamente, som de måtte have opstillet, eller gæld. Og de skal have en fjerdedel af, hvad I efterlader jer, hvis I ikke har afkom. Og hvis I har afkom, så skal de have en ottendedel af, hvad I efterlader jer, efter (fradrag for) testamente, I måtte have opstillet, eller gæld. Og hvis den person, som arves – mand eller kvinde – ikke har forældre eller børn, men har en broder eller en søster, så skal hver enkelt af dem have en sjettedel. Men er der flere (søskende), så skal de dele en tredjedel, efter (fradrag for) testamente, som måtte være opstillet, eller gæld, uden at skade (nogen), en forskrift fra Allah, og Allah er Alvidende, Mild.
(13) Således er Allahs grænser! Og de, der adlyder Allah og Hans Sendebud lader Han indgå i haver, hvorigennem floder strømmer – deri skal de forblive. Og dette er den store triumf!
(14) Men den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og overskrider Hans grænser – ham lader Han indgå i ilden – deri skal han blive. Og der bliver ham en skændig straf til del.
(15) Og de af jeres kvinder, som gør noget usømmeligt, mod dem skal I kalde fire vidner fra jeres egne rækker, og hvis de bevidner (det), så skal I lukke dem inde i jeres huse, indtil døden rammer dem, eller Allah åbner en vej for dem.
(16) Og hvis to (mænd) af jer begår noget sådant, så skal I straffe dem begge. Men hvis de angrer og forbedrer sig, så vend jer fra dem, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(17) Anger gælder for Allah kun for dem, der handler ondt i uvidenhed, og så hurtigt angrer. Til sådanne vender Allah Sig (i Sin nåde), og Allah er Alvidende, Alviis.
(18) Men der modtages ingen anger fra dem, som handler ondt, indtil døden nærmer sig en af disse, og han så siger: Nu angrer jeg! – og heller ikke fra dem, der dør som vantro. For sådanne har Vi beredt en smertelig straf.
(19) O I troende, det er ikke tilladt for jer, at I modtager kvinder i arv mod (deres) vilje, og behandl dem ikke hårdt [eller: forhindr dem ikke i at gifte sig] for at tage igen en del af, hvad I har givet dem, medmindre de har begået en åbenbar skændighed, og omgås dem med godhed. Og hvis I hader dem, så kan det være, I hader noget, som Allah har lagt meget godt i.
(20) Og hvis I ønsker at tage en anden hustru i stedet for hende, I har, og I allerede har givet den ene en skat (i brudegave), så tag ikke noget af den! Vil I måske tage den ved bagvaskelse og åbenbare synd?
(21) Og hvordan kan I tage den, når I dog har været sammen med hinanden, og de [hustruerne] har taget et bindende løfte fra jer?
(22) Og gift jer ikke med sådanne kvinder, som jeres fædre har ægtet, undtagen hvad der allerede er sket (før forbudet), thi det er noget skændigt, afskyeligt og en ond skik.
(23) Forbudt for jer er jeres mødre og jeres døtre og jeres søstre og jeres fastre og jeres mostre og jeres broders døtre og jeres søsters døtre og jeres fostermødre, som har ammet jer, og jeres fostersøstre og jeres svigermødre og jeres steddøtre, som er under jeres beskyttelse, fra jeres hustruer, med hvilke I har haft samkvem – men hvis I ikke har haft samkvem med dem, så hviler der ingen brøde på jer. (Forbudt er også) hustruerne til jeres sønner, som er fra jeres lænder, og at I har to søstre samtidigt. (Der påhviler jer) ikke (nogen brøde) for det, der allerede er sket, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(24) Og (forbudt er yderligere) gifte kvinder med undtagelse af krigsfanger. En forskrift for jer fra Allah. Og tilladt for jer er alle andre end disse, forudsat I søger (dem) med jeres ejendom, idet I gifter jer med dem og ikke begår utugt. Og for den glæde, I har af dem, giv dem deres brudesum, som fastsat. Og der påhviler jer ingen synd i, hvad I gensidigt enes om efter det forskrevne (er opfyldt), thi Allah er Alvidende, Alviis.
(25) Og den af jer, som ikke har formue, så han kan ægte frie, troende kvinder, (han skal ægte) af dem, jeres højrehænder besidder, (nemlig) jeres troende tjenestepiger (fra krigsfangerne). Og Allah kender bedst jeres tro! I er (samme slægt) – den ene af den anden! Ægt dem da med deres herres [eller: families] billigelse, og giv dem deres brudesum med billighed, hvis de er kyske og ikke begår utugt og ikke har hemmelige elskere. Og hvis de – efter at de er gift – begår noget skændigt, så tilkommer dem af straf halvdelen af, hvad der tilkommer frie kvinder. Dette gælder for den af jer, som frygter synd, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(26) Allah ønsker at klarlægge for jer og lede jer i deres veje, om var før jer, og vende Sig til jer (i Sin nåde). Og Allah er Alvidende, Alviis.
(27) Og Allah ønsker at vende Sig til jer (i sin nåde), men de, der følger deres (egne) lyster, ønsker, atI skal afvige (med) en stor afvigelse.
(28) Allah ønsker at lette jeres byrde, thi mennesket er skabt svagt.
(29) O I som tror, opæd ikke jeres ejendom indbyrdes ved falskhed – medmindre det sker ved handel efter gensidig overenskomst. Og dræb ikke jer selv, thi Allah er Barmhjertig mod jer.
(30) Men den, der gør dette med ondskab og uretfærdighed, ham skal Vi snart lade brænde i ild, og dette er let for Allah.
(31) Hvis I holder jer fra de største ting, der er blevet forbudt jer, så vil Vi tage de (mindre) onder fra jer og føre jer ind (i paradis) på ærefuld vis.
(32) Og begær ikke det, hvormed Allah har udmærket nogle af jer frem for andre. Mændene tilkommer deres andel efter fortjeneste, og kvinderne tilkommer deres andel efter fortjeneste. Og bed Allah om Hans nåde, thi Allah er vidende om alle ting.
(33) Og for enhver har Vi indsat arvinger til det, som forældre og nærtbeslægtede og de, med hvem jeres edelige løfter har sluttet en pagt [dvs. ægtefæller], efterlader sig. Giv dem da deres andel, thi Allah er Vidne til alle ting.
(34) Mændene er ansvarlige for kvinderne med det, som Allah har udmærket nogle af dem frem for andre, og med det, som de giver ud af deres ejendom. Derfor er de retfærdige kvinder de lydige (og) de, som vogter over det usete med Allahs hjælp. Men dem, fra hvis side I frygter oprør, skal I formane og lade alene i deres senge og (hvis disse ting ikke hjælper) straffe. Men hvis de adlyder jer, så søg ingen vej (til straf) over dem, thi Allah er Ophøjet, Stor.
(35) Og hvis I frygter et brud imellem dem [ægtefællerne], så udpeg en mægler fra hans familie og en mægler fra hendes familie. Hvis de ønsker forlig, så vil Allah skabe forsoning imellem dem, thi Allah er Alvidende, Alkundig.
(36) Og tjen Allah og sæt ikke noget ved siden af Han og (vis) godhed mod forældre og slægtninge og de forældreløse og de fattige og de beslægtede nabo og den fremmede nabo og jeres fælle ved jeres side og vandringsmanden og krigsfangerne, thi Allah elsker ikke dem, der er bedrageriske (og) pralende,
(37) Dem, der er nærige og opfordrer mennesker til nærighed og skjuler, hvad Allah har givet dem af Sin nåde. Og Vi har beredt de vantro en forsmædelig straf,
(38) Og dem, der giver ud af deres ejendom for at blive set af mennesker, og som ikke tror på Allah, ej heller på den yderste dag. Og den, der har Satan til fælle – hvilken slet fælle er han!
(39) Hvad kunne der ske dem (af ondt), om de havde troet på Allah og den yderste dag og givet ud af det, som Allah havde forsynet dem med? Og Allah er vel vidende om dem.
(40) Sandelig, Allah gør ikke et støvgrans vægt uret. Men hvis der er noget godt, så fordobler Han det og giver fra Sig Selv en stor belønning.
(41) Og hvordan (vil det gå dem), når Vi bringer et vidne fra ethvert folk og bringer dig [Muhammad] som vidne over disse?
(42) På den dag vil de, der var vantro og ulydige mod Sendebudet, ønske, at jorden var jævnet med dem, men de kan intet skjule for Allah.
(43) O I som tror, nærm jer ikke bønnen, når I er berusede [eller: søvndrukne], førend I ved, hvad I siger – ej heller når I har haft kønslig omgang, medmindre I blot passerer forbi, førend I har taget bad. Men når I er syge eller på rejse eller en af jer kommer fra nødtørftsstedet, eller I har haft omgang med kvinder, og så ikke finder vand, tag så rent sand og gnid jeres ansigter og hænder, thi Allah er Den, der renser og tilgiver.
(44) Har du ikke set dem, til hvem en del af Bogen er givet? De køber sig vildfarelse og ønsker, at (også) I må fare vild fra vejen.
(45) Og Allah kender jeres fjender bedre (end I), og Allah er tilstrækkelig som Ven, og Allah er tilstrækkelig som Hjælper.
(46) Blandt dem, der er jøder, er der nogle, som flytter ordene fra deres (rette) plads og siger: Vi hører og er lydige – og: Hør uden at blive hørt – og: Râ’inâ, idet de fordrejer (ordene) med deres tunger og spotter religionen. Men hvis de havde sagt: Vi hører og adlyder – og: Hør! Og: Se på os! så havde det været bedre for dem og mere oprigtigt, men Allah har forbandet dem for deres vantros skyld, så at de ikke tror, undtagen lidet.
(47) O I, til hvem Skriften er givet, tro på det, som Vi har åbenbaret til bekræftelse af det, som er hos jer, førend Vi tilintetgør nogle af jeres førere og lægger dem på deres rygge eller forbander dem, som Vi forbandede dem, (der begik overtrædelser) på sabbaten. Og Allahs befaling bliver (altid) fuldbyrdet.
(48) Sandelig, Allah tilgiver ikke, at der sættes nogen ved siden af Ham, men Han tilgiver, hvad der er ud over dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter nogen ved siden af Allah, han har visselig opdigtet en stor synd.
(49) Har du ikke set dem, der mener sig selv rene? Nej, Allah renser hvem Han vil, og de lider ikke det mindste uret.
(50) Se, hvordan de opdigter løgn om Allah. Og tilstrækkeligt er dette (til at regnes) som en åbenbar synd.



An-Nisaa 2013_110
الرجوع الى أعلى الصفحة اذهب الى الأسفل
https://almomenoon1.0wn0.com/
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn
مؤسس ومدير المنتدى
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn

عدد المساهمات : 27351
العمر : 67

An-Nisaa Empty
مُساهمةموضوع: رد: An-Nisaa   An-Nisaa Emptyالسبت 05 يناير 2019, 9:24 am

(51) Har du ikke set dem, til hvem en del af Skriften blev givet? De tror på det onde og oprørerne, og de siger om dem, der er vantro: Disse er bedre retledet medhensyn til vejen end de, der tror.
(52) Disse er det, som Allah har forbandet, og for den, som Allah har forbandet, vil du ingen hjælper finde.
(53) Har de da andel i riget? Så ville de ikke give mennesker så meget som revnen i en daddelkerne.
(54) Eller misunder de mennesker på grund af det, som Allah har givet dem af Sin nåde? Så har Vi visselig givet Abrahams slægt Bogen og visdommen, og Vi har givet dem et stort rige.
(55) Og blandt dem er den, der tror derpå, og blandt dem er den, der vender sig derfra. Og helvede er tilstrækkeligt som en flammende ild.
(56) Sandelig, dem, der fornægter Vore tegn, vil Vi snart lade brænde i ilden: hver gang deres hud er brændt sprød, vil Vi give dem en ny hud, for at de må smage straffen, thi Allah er Almægtig, Alviis.
(57) Men dem, der tror og handler godt, vil Vi lade indgå i haver, gennem hvilke floder strømmer, at forblive deri evigt: til dem er der dér rene hustruer. Og vi vil lade dem indgå i en vederkvægende skygge.
(58) Sandelig, Allah befaler jer, at I giver den betroede myndighed til dem, der er den værdig, og at I – når I dømmer mellem mennesker – dømmer med retfærdighed. Sandelig, saligt er hvad Allah formaner jer med, thi Allah er Althørende, Altseende.
(59) O I som tror, adlyd Allah og adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed blandt jer, og hvis I strides om nogenting, så henvis den til Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er det bedste og sluttelig det skønneste.
(60) Har du ikke set dem, som foregiver, at de tror på det, som er åbenbaret til dig, og det, som er åbenbaret før dig? De ønsker at tage sig de oprørske til dommere, skønt det dog blev pålagt dem at forkaste dem. Og Satan ønsker at vildlede dem i stor vildfarelse.
(61) Og når der siges til dem: Kom til det, som Allah har åbenbaret og til Sendebudet, ser du hyklerne vende sig fra dig i modvilje.
(62) Hvorledes da? Når et uheld træffer dem på grund af, hvad deres hænder har sendt i forvejen, så kommer de til dig, sværgende ved Allah: Vi ønskede kun godhed og forsoning.
(63) Disse er det, i hvis hjerter Allah ved, hvad der findes. Vend dig derfor fra dem og forman dem og sig dem et træffende ord om dem selv.
(64) Og vi sendte ikke noget sendebud – undtagen for at han skulle adlydes efter Allahs vilje. Og hvis de var kommet til dig, da de havde handlet uret mod sig selv, og så bedt Allah om tilgivelse for dem, så ville de visselig have fundet Allah Tilgivende, Barmhjertig.
(65) Men nej, ved din Herre, de er ikke troende førend de gør dig til dommer i (alt), hvad de strides om, og så ikke finder nogen uvilje i deres sjæle mod det, du afgør, men underkaster sig fuldstændigt.
(66) Og hvis Vi havde foreskrevet dem: Dræb jeres egne eller drag ud fra jeres hjem – så havde de ikke gjort det, undtagen nogle få af dem. Men hvis de havde gjort det, de var blevet formanet til, så havde det visselig været bedre for dem og mere styrkegivende.
(67) Og så ville Vi have givet dem en stor belønning fra Os.
(68) Og visselig have ledet dem ad den rette vej.
(69) Og den, der adlyder Allah og dette Sendebud - sådanne skal være blandt dem, Allah har vist Sit velbehag, nemlig: profeterne og de sanddru og vidnerne og de retfærdige – disse er de bedste fæller.
(70) Dette er den (sande) nåde fra Allah, og Allah er tilstrækkelig som Den, der ved alt.
(71) O I som tror, vær på vagt, og drag ud i flokkevis, eller drag ud alle sammen!
(72) Og sandelig, blandt jer er den, der bliver tilbage: hvis der så rammer jer en ulykke, siger han: Allah har visselig været nådig imod mig, at jeg ikke var til stede sammen med dem!
(73) Men hvis lykke fra Allah kommer til jer, så siger han sandelig – som om der ikke var noget kærlighedsbånd mellem jer og ham -: O, gid jeg havde været med dem, så havde jeg sandelig vundet en stor sejr.
(74) Lad dem da kæmpe for Allahs sag – de, der vil sælge dette nærværende liv for den kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag - om han så falder eller sejrer – ham vil Vi give en stor belønning.
(75) Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene – dem, der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra Dig selv, og skænk os en hjælper fra Dig selv.
(76) De, som tror, kæmper for Allahs sag, og de, der er vantro, kæmper for overtrædernes sag. Kæmp derfor mod Satans list er svag.
(77) Har du ikke set dem, til hvem det blev sagt: Hold jeres hænder tilbage og forret bønnen og betal Zakât! Men efter at kampen blev foreskrevet dem, frygtede en del af dem mennesker, sådan som (kun) Allah bør frygtes eller meden større frygt. Og de sagde: Vor Herre, hvorfor har du foreskrevet os kamp? Vil du ikke give os udsættelse endnu en kort tid? Sig (til dem): Denne verdens nydelse er ringe. Men det kommende liv er bedre for den, der frygter (Gud). Og der skal ikke gøres jer den mindste uret.
(78) Hvor I end er, vil døden nå jer, selv om I er i høje borge [eller: tårne]. Og hvis noget godt træffer dem, så siger de: Dette er fra Allah! Men hvis noget ondt rammer dem, så siger de: Dette er fra dig! Sig (til dem): Alt kommer fra Allah! Hvad er der da i vejen med dette folk, at de ikke kommer nær til at forstå noget?
(79) Hvad der træffer af godt, det er fra Allah, og hvad der rammer dig af ondt, det er fra dig selv. Og Vi har sendt dig som et Sendebud for menneskene. Og Allah er tilstrækkelig som Vidne.
(80) Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i virkeligheden Allah, og den, der vender sig bort – nuvel, Vi har ikke sendt dig som vogter over dem.
(81) Og de siger: Lydighed (er vor lov) – men når de går bort fra dig, så tilbringer en del af dem natten med rådslagninger om andre ting end det, du har sagt. Men Allah skriver op, hvad de rådslår om. Vend dig da fra dem og sæt din lid til Allah, og Allah er tilstrækkelig som Beskytter.
(82) Vil de da ikke tænke over Qur’ânen? Og hvis den havde været fra nogen anden end Allah, så havde de visselig fundet mangen modsigelse i den.
(83) Og når der kommer til dem en efterretning om sikkerhed eller frygt, så udbreder de den. Og hvis de havde henvist den til Sendebudet eller til dem, der har myndighed blandt dem, så ville de, der kan gennemskue (en sag) blandt dem, visselig have forstået den. Og hvis det ikke havde været for Allahs nåde mod jer og Hans barmhjertighed, så ville I have fulgt Satan undtagen nogle få.
(84) Kæmp da for Allahs sag – du vil kun være ansvarlig for dig selv – og anspor de troende. Måske vil Allah holde de vantros krig tilbage, og Allah er stærkere i krig og stærkere til at give et eksempel ved straf.
(85) Den, der sætter noget ind i en god sag, skal have en andel deri, og den, der sætter noget ind i en slet sag, skal have en lige del deraf, og Allah er Mægtig over alle ting.
(86) Og når I mødes med en hilsen, hils så igen med en bedre – eller gengæld den, thi Allah holder regnskab over alle ting.
(87) Allah – der er ingen gud undtagen Ham. Han vil visselig forsamle jer til opstandelsens dag, om hvilken der ikke hersker tvivl. Og hvem er mere sandfærdig i tale end Allah?
(88) Hvad fejler jer da, at I er to partier angående hyklerne? Og Allah har forstødt dem på grund af det, de har fortjent sig. Ønsker I at retlede den, som Allah har dømt som vildfarende? Og for den, Allah dømmer som vildfarende, vil du ikke finde nogen vej.
(89) De [hyklerne] ønsker, at I bliver vantro, ligesom de selv er vantro, så at I må blive lige. Tag derfor ikke nogen af dem som venner, førend de udvandrer for Allahs sag. Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag ingen af dem som ven, ej heller som hjælper.
(90) Med undtagelse af dem, som har forbindelse med et folk, med hvilket I har en pagt, eller dem, der kommer til jer, idet deres hjerter frygter for at kæmpe imod jer eller kæmpe mod deres (eget) folk. Og hvis Allah havde villet, havde Han givet dem magt over jer, og så havde de visselig bekæmpet jer. Hvis de da holder sig bort fra jer, så de ikke kæmper mod jer, og tilbyder jer fred, så har Allah ikke tilladt jer nogen vej mod dem.
(91) I vil finde andre, som vil ønske at leve i fred med jer og leve i fred (også) med deres (eget) folk. Hver gang de bliver forledt til fjendtlighed, styrter de hovedkulds deri. Men hvis de ikke holder sig borte fra jer og tilbyder jer fred og holder deres hænder tilbage, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem. Thi over sådanne har Vi givet jer en åbenbar fuldmagt.
(92) Og det tilkommer ingen troende at dræbe en (anden) troende – undtagen ved en fejltagelse. Og den, der dræber en troende ved en fejltagelse, så (er boden for ham) løskøbelse af en troende slave, og blodpenge overgivet til hans familie, medmindre de eftergiver det som almisse. Men hvis han [den myrdede] er fra et folk, der er jer fjendtlig og han er troende, så (er boden) løskøbelse af en troende slave. Og hvis han er fra et folk, med hvilket I har en pagt, så (er boden) blodpenge overgivet til hans familie og løskøbelse af en troende slave. Men den, der ikke (midler hertil), så (er boden for ham) faste i to måneder i træk – en barmhjertighed fra Allah, og Allah er Alvidende, Alviis.
(93) Men den, der dræber en troende forsætligt – hans løn skal være helvede, at forblive deri. Og Allah vil vredes på ham og forbande ham og berede ham en tung straf.
(94) O I som tror, når I drager ud på Allahs vej, så skal I foretage undersøgelser og ikke sige til den, der hilser jer med fredshilsenen: Du er ikke troende! – idet I søger det nærværende livs goder, når der dog hos Allah er goder i mængde. Således var i før, men Allah har været jer nådige. Foretag derfor undersøgelser, thi Allah er vel vidende om, hvad i gør.
(95) De, der blev siddende (hjemme) af de troende – med undtagelse af de syge – er ikke lige med dem, der kæmper for Allahs sag med deres ejendom og deres liv. Allah har ophøjet i rang dem, der kæmper med deres ejendom og deres liv, over dem, der sidder (hjemme). Men Allah har forjættet godt til enhver, dog har Allah udmærket de kæmpende frem for dem, der sidder (hjemme), med en stor belønning:
(96) Rangtrin hos Ham og tilgivelse og barmhjertighed, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(97) Sandelig, til dem, som englene lader dø, medens de handler uret mod sig selv, vil de [englene] sige: Hvad stræber I efter? De vil sige: Vi var agtet svage i landet! – De [englene] vil sige: Mon Allahs jord ikke var så udstrakt, at I kunne udvandre på den? – Sådannes tilflugtssted skal altså være helvede, og et slet bestemmelsessted er det,
(98) Med undtagelse af de svage blandt mændene og kvinderne og børnene, som ikke kunne skaffe sig midler og ikke finde vej.
(99) Disse er det, som Allah måske vil tilgive, og Allah er Eftergivende, Tilgivende.
(100) Men den, der udvandrer for Allahs sag, vil på jorden finde mange tilflugtssteder og rigdom (nok). Men den, der går ud af sit hjem, idet han udvandrer til Allah og Hans Sendebud, og han så indhentes af døden – hans belønning påhviler visselig Allah, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.



An-Nisaa 2013_110
الرجوع الى أعلى الصفحة اذهب الى الأسفل
https://almomenoon1.0wn0.com/
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn
مؤسس ومدير المنتدى
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn

عدد المساهمات : 27351
العمر : 67

An-Nisaa Empty
مُساهمةموضوع: رد: An-Nisaa   An-Nisaa Emptyالسبت 05 يناير 2019, 9:25 am

(101) Og når I rejser rundt i landet, så skal der ikke hvile nogen synd på jer, om I forkorter bønnen, hvis I frygter, at de vantro vil bringe jer i vanskeligheder, thi de vantro er jer en åbenbar fjende.
(102) Og når du er blandt dem og leder bønnen for dem, skal en del af dem rejse sig med dig og tage deres våben. Når de så har foretaget deres sadjda, skal de træde bag jer, og en anden afdeling skal komme frem, som (endnu) ikke har bedt, og så skal de bede sammen med dig, og de skal tage forholdsregler og deres våben. De, som er vantro, ønsker, at I forsømmer jeres våben og jeres bagage, så at de pludselig kan falde over jer. Og der skal ikke hvile nogen synd på jer– hvis I generes af regn eller I er syge –om I da lægger jeres våben til side. Men tag jeres forholdsregler, thi Allah har beredt de vantro en beskæmmende straf.
(103) Når I så har afsluttet bønnen, ihukom da Allah – stående og siddende og (liggende) på jeres sider. Men når I er i sikkerhed, så skal I forrette bønnen (på foreskreven vis), thi bønnen er foreskrevet de troende til bestemte tider.
(104) Og bliv ikke slappe i forfølgelsen af det (vantro) folk. Hvis I lider smerte, så lider de smerte, ligesom I lider smerte. Men I håber fra Allah, hvad de ikke håber. Og Allah er Alvidende, Alviis.
(105) Vi har visselig åbenbaret dig Bogen med sandheden, for at du kan dømme mellem mennesker i (alt), hvad Allah har vist dig. Vær da ikke nogen fortaler for de troløse.
(106) Og bed Allah om tilgivelse, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(107) Og forsvar ikke dem, der bedrager sig selv, thi Allah elsker ikke den, der er en bedrager, en snyder.
(108) De søger at skjule sig for mennesker, men de kan ikke skjule sig for Allah, og Han er med dem, når de lægger råd op om natten om de ting, der ikke behager (Ham), og Allah omfatter, hvad de gør.
(109) I er dem, der vil forsvare disse i det nærværende liv. Men hvem vil forsvare dem over for Allah på opstandelsens dag, eller hvem vil være deres beskytter?
(110) Og den, der øver ondt eller snyder mod sig selv, og så beder Allah om tilgivelse, vil finde Allah Tilgivende, Barmhjertig.
(111) Og den, der begår en synd, begår den kun mod sig selv, og Allah er Alvidende, Alviis.
(112) Og den, der begår en fejl eller en synd, og så beskylder en uskyldig derfor, bærer visselig (ansvar for) en bagvaskelse og en åbenbar synd.
(113) Og hvis det ikke var for Allahs nåde mod dig og Hans barmhjertighed, å havde en del af dem planlagt at styrte dig i fordærv. Men de styrter ingen andre end sig selv i fordærv, og de kan ikke skade dig det mindste. Og Allah har åbenbaret dig Bogen og Visdommen og lært dig, hvad du ikke vidste, og Allahs nåde mod dig er stor.
(114) Der er intet godt i de fleste af deres hemmelige rådslagninger, undtagen (i sådannes rådslagninger) som formaner til almisse eller godgørenhed eller mægling mellem mennesker, og den, der gør dette for at søge Allahs velbehag, ham vil Vi snart give en stor belønning.
(115) Men den, der modsætter sig Sendebudet, efter at retledning er blevet ham klar, og følger en anden vej end de troendes –ham vil Vi sende det, han vender sig til, og Vi vil lade ham brænde i helvede– og et slet bestemmelsessted er det.
(116) Sandelig, Allah vil ikke tilgive, at der sættes nogen ved siden af Ham, men Han vil tilgive, hvad der er ud over dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter nogen ved siden af Allah, han er sandelig faret vild (med) en stor vildfarelse.
(117) De påkalder ved siden af Ham kun livløse væsener, og de påkalder kun en oprørsk Satan,
(118) Som Allah har forbandet, og han [Satan] sagde: Jeg vil visselig tage en bestemt del af Dine tjenere,
(119) Og jeg vil visselig føre dem vild, og jeg vil visselig opvække deres forfængelige ønsker, og jeg vil visselig give dem befaling, og så skal de klippe kvægets ører, og jeg vil visselig give dem befaling, og så skal de ændre Allahs skabning! – Og den, der tager Satan til ven i stedet for Allah, han skal visselig lide et åbenbart tab.
(120) Han giver dem (falske) løfter og opvækker deres forfængelige ønsker, og Satan forjætter dem kun bedrag.
(121) Deres opholdssted skal være helvede, og de vil ikke finde nogen udvej derfra.
(122) Men de, som tror og handler godt, dem vil Vi indføre i haver, gennem hvilke floder strømmer, at forblive deri i evighed. Allahs løfte er sandt. Og hvem er mere sandfærdige i tale end Allah?
(123) Det vil ikke være efter jeres forfængelige ønsker, ej heller efter Skriftens folks forfængelige ønsker! Den, der handler ondt, skal straffes dermed, og han vil ikke finde nogen ven ved siden af Allah, ej heller nogen hjælper!
(124) Men den, der handler retfærdigt – det være sig mand eller kvinde – og er troende: sådanne skal indgå i haven, og der skal ikke gøres dem den mindste uret!
(125) Og hvem har en skønnere religion end den, der helt underkaster sig Allah og handler godt og følger Abraham den Oprigtiges religion? Og Allah tog Abraham til ven!
(126) Og Allahs er (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Allah omfatter alle ting.
(127) Og de spørger dig til råds om kvinderne. Sig: Allah giver jer en kendelse angående dem, og (det gør også det) som er forelæst jer i Bogen om de forældreløse piger, som I ikke giver, hvad der er foreskrevet dem, og som I (dog) søger at ægte, og om de svage blandt børnene. Og (Han pålægger jeg) at handle retfærdigt over for de forældreløse, og hvad I gør af godt, det er Allah visselig vidende om.
(128) Og hvis en kvinde frygter dårlig behandling af sin ægtemand eller ligegyldighed, så skal der ikke hvile nogen synd på dem, om de forsoner sig indbyrdes, og forsoning er det bedste. Men mennesker er tilbøjelige til gerrighed. Men hvis I handler godt og er gudfrygtige, så er Allah vel vidende om, hvad I gør.
(129) Og I formår ikke at handle (fuldt) ligeligt mod jeres hustruer, selvom I også ønsker det (nok så) brændende. Men vis ikke (den ene) jeres fulde opmærksomhed, så I lader (den anden) svæve (i uvished). Men hvis I forsoner jer og handler ret, så er Allah Tilgivende, Barmhjertig.
(130) Men hvis de (begge) beslutter sig til skilsmisse, så vil Allah ud af Sin rigdom gøre enhver af dem uafhængig, thi Allah er overmåde Rig, Alviis.
(131) Og Allahs er (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Vi har visselig pålagt dem, til hvem Skriften blev givet før jer, og jer (selv) at frygte Allah. Men hvis I er vantro, så tilhører (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, Allah – og Allah er Uafhængig (af alt og alle), al pris Værdig.
(132) Og Allahs er (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Allah er tilstrækkelig som Beskytter.
(133) Hvis Han vil, kan Han borttage jer, I mennesker, og bringe andre (i jeres sted), og Allah har (visselig) magt til dette.
(134) Den, der ønsker det nærværendes belønning, (han skal vide, at) hos Allah er det nærværendes og det kommendes belønning, og Allah er Althørende, Altseende.
(135) O I som tror, vær I (sådanne, som er) opretholdere af retfærdigheden, vidner for Allah, om det så også er mod jer selv eller jeres forældre eller jeres slægtninge. Om det er en rig eller en fattig, så (vid, at) Allah har større ret end dem begge. Og følg ikke (det onde) begær, så at i handler uretfærdigt. Og hvis I skjuler (sandheden) eller undviger (den), så er Allah sandelig vel vidende om, hvad I gør.
(136) O I som tror, tro på Allah og Hans Sendebud og Bogen, som Han har åbenbaret for Sit Sendebud, og på Skriften, som blev åbenbaret forud. Og den, der fornægter Allah og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud og den yderste dag – en sådan er visselig faret vild (med) en stor vildfarelse.
(137) Sandelig, de, som tror, og så blive vantro, og derefter (atter) tror, og så (igen) bliver vantro og så vokser i vantro – Allah vil ikke tilgive dem og lede dem af vejen.
(138) Forkynd hyklerne, at en smertelig straf bliver dem til del,
(139) Dem, der tager de vantro til venner frem for de troende. Søger de styrke hos dem? Så (skal de vide, at) al styrke er hos Allah.
(140) Og Han har allerede åbenbaret jer i Bogen, at når I hører Allahs tegn blive fornægtet og bespottet, så skal I ikke sidde sammen med dem [spotterne], førend de hengiver sig til en anden tale end denne. I ville ellers være deres lige. Sandelig, Allah vil samle hyklerne og de vantro sammen i helvede.
(141) Dem, der venter (på nyheder) om jer: de vil, hvis der da skænkes jer en sejr fra Allah, sige: var vi ikke sammen med jer? Men hvis der tilkommer de vantro en anden (i heldet), siger de: Havde vi ikke magt over jer og har beskyttet jer mod de troende? Så vil Allah da på opstandelsens dag dømme mellem jer. Og Allah vil ikke skænke de vantro en vej mod de troende.
(142) Sandelig, hyklerne søger at bedrage Allah, men Han vil straffe dem for deres bedrag, og når de rejser sig til bøn, rejser de sig dovent, for at lade sig se af mennesker, og de ihukommer kun Allah lidt.
(143) De svinger mellem (det og) hint, idet de hverken tilhører disse eller hine, og den, som Allah efterlader i vildfarelse, for ham vil du ikke finde nogen vej.
(144) O I som tror, tag ikke de vantro til venner frem for de troende. Ønsker I at give Allah en åbenbar fuldmagt over jer?
(145) Hyklerne skal visselig være i (helvedes-)ildens dybeste bund, og du vil ikke finde nogen hjælper for dem,
(146) Undtagen (for) dem, som angrer og forbedrer sig og holder fast ved Allah og er hengivne og lydighed mod Allah. Sådanne hører da til de troende. Og Allah vil snart give de troende en stor belønning.
(147) Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I var taknemmelige og troende. Og Allah er Den, der belønner taknemmelighed, den Alvidende.
(148) Allah elsker ikke offentlig omtale af det onde [eller: slet tale i offentlighed], medmindre en eller anden er blevet forurettet, og Allah er Althørende, Alvidende.
(149) Om I åbenbarer en god gerning eller skjuler den eller tilgiver noget ondt, så er Allah sandelig Den, der udsletter (synd), Almægtig.
(150) Sandelig, de som ikke tror på Allah og Hans sendebud og ønsker at gøre forskel på Allah og Hans sendebud og siger: Vi tror på nogle, og vi tror ikke på andre –og som ønsker at slå ind på en mellemvej–



An-Nisaa 2013_110
الرجوع الى أعلى الصفحة اذهب الى الأسفل
https://almomenoon1.0wn0.com/
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn
مؤسس ومدير المنتدى
أحمد محمد لبن Ahmad.M.Lbn

عدد المساهمات : 27351
العمر : 67

An-Nisaa Empty
مُساهمةموضوع: رد: An-Nisaa   An-Nisaa Emptyالسبت 05 يناير 2019, 9:26 am

(151) Disse er de virkelige vantro –og Vi har beredt de vantro en forsmædelig straf!
(152) Men de som tror på Allah og Hans sendebud og ikke gør forskel mellem dem –sådanne vil Vi snart give deres belønning, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig!
(153) Skriftens folk forlanger, at du skal lade en bog stige ned til dem fra himlen. De har visselig allerede forlangt noget større end dette af Moses, da de sagde: Vis os Allah ansigt til ansigt! – da greb jordskælvet dem i deres forbrydelse. Derefter tog de kalven (til gud), efter at de tydelige tegn var kommet til dem, men Vi tilgav dette. Og Vi gav Moses en åbenbar fuldmagt.
(154) Og Vi lod bjerget hæve sig over dem, da Vi sluttede pagt med dem, og Vi sagde til dem: Træd ind igennem porten i fuldstændig lydighed – og Vi sagde til dem: Overtræd ikke sabbatsbuddet – og Vi sluttede en stærk pagt med dem.
(155) Men fordi de har brudt deres pagt og fornægtet Allahs tegn og forsøgt at dræbe profeterne med urette, og (fordi) de har sagt: Vore hjerter er uomskårne – Nej, men Allah har forseglet dem for deres vantros skyld, så de kun er lidettroende –
(156) Og på grund af deres vantro, og fordi de har udtalt en svær bagvaskelse mod Maria,
(157) Og fordi de har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! – De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke.
(158) Nej, men Allah har æret ham hos Sig, og Allah er Almægtig, Alviis.
(159) Og der er ingen blandt Skriftens folk, undtagen han visselig vil tro derpå førend sin død, men på opstandelsens dag vil han [Jesus] være et vidne mod dem.
(160) Derfor, på grund af jødernes synder, har Vi forbudt dem de rene ting, som var dem tilladt – og (også) fordi de vendte mange fra Allahs vej.
(161) Og fordi de tager rente, skønt det var dem forbudt, og fordi de opæder menneskers ejendom med falskhed – og Vi har beredt de vantro blandt dem en smertelig straf.
(162) Men de af dem, som er grundfæstede i viden, og de troende – de tror på det, som er åbenbaret dig, og på det, som blev åbenbaret før dig – og de, som holder bøn og betaler Zakât og tror på Allah og den yderste dag – sådanne vil Vi give en stor belønning!
(163) Sandelig, Vi har sendt åbenbaring til dig, ligesom Vi sendte åbenbaring til Noah og profeterne efter ham. Og Vi sendte åbenbaring til Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne og Jesus og Job og Jonas og Aron og Salomon, og Vi gav David en bog [Salmerne].
(164) Og der er sendebud, som Vi allerede har berettet dig om før, og (andre) sendebud, som Vi ikke har berettet dig om, og Allah talte særligt til Moses.
(165) Sendebud som bragte glædeligt budskab, og som bragte advarsel, for at mennesker ikke skulle have nogen anklage mod Allah, efter (at) sendebudene (var kommet til dem). Og Allah er Almægtig, Alviis!
(166) Men Allah bevidner ved det, Han har åbenbaret dig, at Han har åbenbaret det med Sin viden. Og englene bevidner (det også). Men Allah er tilstrækkelig som Vidne.
(167) Sandelig, de, som er vantro og holder (folk) borte fra Allahs vej, er visselig faret vild (og befinder sig) langt fra vejen.
(168) Sandelig, de, som er vantro og handler uretfærdigt, dem vil Allah ikke tilgive, og Han vil ikke lede dem ad vejen,
(169) Undtagen (ad) vejen til helvede, at forblive deri en lang tid. Og dette er let for Allah.
(170) O I mennesker, Sendebudet er allerede kommet til jer med sandheden fra jeres herre. Tro derfor, det er det bedst for jer. Men hvis I er vantro, så tilhører alt i himlene og på jorden Allah. Og Allah er Alvidende, Alviis.
(171) O I Skriftens folk, overdriv ikke i jeres religion og sig intet om Allah undtagen sandheden. Messias, Jesus, Marias søn, var kun Allahs sendebud og (opfyldelsen af) Hans ord, som Han sendte til Maria, og en barmhjertighed fra Ham. Tro derfor på Allah og Hans sendebud og sig ikke: Tre(-enighed)! Afhold jer (derfra), det vil være bedst for jer, thi Allah er kun Een Gud! Ophøjet er Han og fri for enhver mangel, så at Han skulle have en søn! Ham tilhører (alt), hvad der er i himlene, og (alt), hvad der er på jorden! Og Allah er tilstrækkelig som Beskytter!
(172) Messias forsmår ikke at være en tjener for Allah – og det gør heller ikke de nærtstående engle. Og de, der forsmår at tjene Han, og føler sig for stolte (dertil) – dem vil Han visselig samle alle sammen til Sig.
(173) Hvad da dem angår, som troede og handlede retfærdigt, dem vil Han give deres fulde belønning og give dem endnu mere af Sin nåde. Men hvad dem angår, der forsmåede og følte sig stolte, dem vil Han straffe med en smertelig straf. Og de vil ikke finde sig nogen ven ved siden af Allah, ej heller nogen hjælper.
(174) O I mennesker, der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre, og Vi har åbenbaret jer et klart lys.
(175) Hvad da dem angår, som tror på Allah og holder fast ved Ham, dem vil Han lade indgå i Sin barmhjertighed og nåde og føre dem til Sig ad den rette vej.
(176) De beder dig om din kendelse. Sig: Allah giver jer en kendelse om Kalâlah: hvis en mand dør, som ikke har et barn, men en søster, så tilfalder der hende halvdelen af hvad han efterlader sig. Og han skal arve hende, hvis hun ikke har noget barn. Men hvis der er to søstre, så skal de have to tredjedele af, hvad han efterlader sig. Og hvis der er søskende, både mandlige og kvindelige, så skal den mandlige (arving) have det samme som to kvindelige (arvinger)s andel. Allah gør det klart for jer, så I ikke farer vild, og Allah er vel vidende om alle ting.



An-Nisaa 2013_110
الرجوع الى أعلى الصفحة اذهب الى الأسفل
https://almomenoon1.0wn0.com/
 
An-Nisaa
الرجوع الى أعلى الصفحة 
صفحة 1 من اصل 1

صلاحيات هذا المنتدى:لاتستطيع الرد على المواضيع في هذا المنتدى
منتديات إنما المؤمنون إخوة (2020 - 2010) The Believers Are Brothers :: (English) :: The Holy Quran is translated :: Danish-
انتقل الى: